ISES fordømmer brugen af rollkur, av heste-nettet.dk

Alt imens der ruller endnu en sag om Andreas Helgstrands træningsmetoder, er der tidligere på måneden fremsat en official erklæring fra den internationale forskningsorganisation ISES, der fastslår, at hyperflexion absolut ingen berettigelse har i ridesporten og i træningen af heste.



Den offentlige debat

De senere år har debatten om brugen af træningsmetotoden rollkur eller hyperflexion, som træningsmetoden også kaldes, verseret i hestesportskredse. Et langt stykke hen ad vejen har vandene været delte og meningerne og holdningerne mange, men kritikken af træningsmetoden i den offentlige debat, tvinger efterhånden de officielle ridesportsorganisationer og organer til i stadig større grad at tage stilling.



En forudsætning for at drage slutninger på korrekt grundlag kræver at træningsmetoden er ordentligt belyst. Den offentlige debat, har specielt omhandlet brugen af teknikken indenfor dressuren, men den nu offentliggjorte ISES erklæring, forholder sig også til brugen af teknikken i andre hestesportsdiscipliner. Samtidig tager den udgangspunkt i et forskningsmæssigt grundlag, og kommer med helt klare anbefalinger - anbefalinger som hestesektoren er nød til at tage seriøst.



Erklæring - der ikke er til at misforstå

ISES, er det anerkendte og respekterede international forskningsforum for hestevelfærd i sporten. På den seneste internationale konference, der blev afholdt tidligere på måneden, fremlagde ISES den gennemarbejde erklæring om hyperflexion, der giver følgende klare anbefaling med henblik på den velfærdsmæssige effekt, som anvendelsen af hyperflexion har på hesten:



"Brugen af den ekstreme forbøjning, også kaldet hyperflexion, af hoved og hals har ingen berettigelse i træningen af heste".



Den 14 sider lange erklæring opsummeres med følgende ord: "Når de gymnastiske effekter ved hyperflexion afvejes mod omkostningerne ved reduceret hestevelfærd, så orekommer der at være meget ubetydelige argumenter for overhovedet at anvende hyperflexion eller den karakteristiske ekstreme forbøjede hoved- og halsposition i træningen af heste, og det bør derfor ikke betragtes som en acceptabel praksis"



Erklæringen blev præsenteret for samtlige delegerede på dette års ISES konference i Vancouver, Canada, og blev præsenteret af den anerkendte og respekterede forfatter og forsker ved Sidney University i Australien, professor Paul McGreevy. For dem der ikke kender ham, er McGreevy specialist i veterinær adfærdsmedicin med speciel interesse i dyrevelfærd og forskning i ridesporten - det såkaldte Equitation Science.

De velfærdsmæssige konsekvenser

De velfærdsmæssige konsekvenser af hyperflexion er der peget på i en række forskningsmæssige studier. De inkluderer bl.a. forstyrrelser eller forringelser i luftvejene, patologiske forandringer i strukturerne i nakken på hesten, begrænset syn samt fysisk og psykologisk stress som følge af de fysiske begrænsninger og rytterens påvirkning, her især den tvungne indvirkning på halspositionen.



'Kært' barn - mange navne

Historisk set har der ifølge ISES manglet omfattende og universelt gældende deskriptive definitioner af træningsmetoden. Der er anvendt mange begreber såsom: overbøjning, forbøjning, dyb position, dyb ridning, meget dyb, lang, dyb og rund (LDR), dyb lang og rund (DLR),en smal ramme, en sammenpresst ramme, at bide sig selv i brystet, rollkur, hyperflexion, ekstrem flex, og målrettet ekstrem flex. Til trods for de mange navne og definitioner er området dog efterhånden særdeles veludforsket.



Overbevisende evidensgrundlag

Ifølge ISES findes der mindst 55 publicerede studier, der ser på hestes hoved og halsposition. Hele 42 af disse studier inddrager også aspektet om, hvorledes dette påvirker hestens velfærd. Ud af de studier, der der undersøger velfærden som en den af forskningsmålet, konkluderer hele 88 % af undersøgelerne, at hyperflexion påvirker hestens velfærd i negativ retning.



Begrundelse i forskningen

Med henvisning til den megen forskning, der er gennemført og bl.a. præsenteret i ISES regi i de senere år, siger erklæringen: "Baseret på det omfattende materiale af videnskabelige studier om konsekvenserne af hyperflexede hoved- og halspositioner på hestenes velfærd og de konklusioner, der har kunnet drages om de negative psykologiske og fysiske påvirkninger, som træningsmetoden medfører for hesten, udgør dette tilstrækkeligt solidt grundlag for at emnet må anses at være rigeligt belyst, og ISES anser det derfor ikke for nødvendigt, at der foretages yderligere forskning på området".



Halsens betydning for hestens mobilitet

Dog frasiger ISES sig ikke, at det kan være relevant at undersøge de fysiske og psykologiske konsekvenser af mere moderate vinkler af bøjninger og forlængelse af halsen. Udviklingen af lange og mobile halse hos hesten opstod således at hesten effektivt kunne indtage føde og drikke, som en del af deres evolutionære udvikling.



Hos mange sportsheste ser man derimod en hoved- og halsposition og med kraftigt udviklet muskulatur til understøttelse af denne forbøjede halshvirvelposition, som ofte bliver manipuleret via tøjlen. I mange tilfælde kan disse unaturlige halspositioner ikke opretholdes eller fastholdes af hesten selv, enten slet ikke eller kun i ganske kort tid. ISES mener, at dette i sig selv er bevis på, at disse unaturlige hoved- og halspositioner har en betydelig negativ effekt på hestens velfærd, da hestens halsposition har stor betydning for hestens samlede balance og fysiske mobilitet.



ISES langer ud efter dommerne

ISES opfordrer til at FEI dressurreglementet ændres, så det sætter øget fokus på, at hovedpositionen på alle tidspunkter skal være vertikal eller foran den vertikale position. Erklæringen siger videre "selvom forbøjning af nakken [forrykkelse af nakkepunktet som det højeste punkt på halsen] og at komme bag lod bør medføre strafpoint i en dressurkonkurrence, så virker det fortsat som om at det kriterium, som dommerne benytter i fortolkningen af FEI-reglerne for den ønskede hoved og hals position, i praksis er noget anderledes. I stedet for at blive betragtet som en fejl at hovedpositionen er bag lod, virker det som om det i stedet belønnes af dommerne - især på eliteniveauet."



Opråb til ryttere, trænere og sportsofficials

Budskabet fra den anerkendte forskningsorganisation er ikke til at misforstå. I den store forsamling af delegerede på årets 11. internationale ISES konference, befandt sig både professionelle hestefolk - trænere og ryttere, officials, andre forskere, akademikere, repræsentanter fra dyrevelfærdsorganisationer samt sportsorganisationer repræsenterende mere end 20 lande - en udvalgt skare af væsentlige interessenter i hestesporten, som alle overhørte de fremsatte budskaber.



Ifølge ISES er det væsentligt at ryttere, trænere og sportsofficials er fuldtud opmærksomme på den gradvise negative påvirkning, som hyperflexion har på hestens overordnede velfærd og sikrer sig, at de ikke medvirker til at fremme træningsmetoder, hvor hoved- og halspositioner kompromitterer hestens fysiske eller psykologiske velbefindende.



"At fastholde at hesten har åbne luftveje og sikre sig at hesten har en selvbærende holdning, snarere end at blive tvunget af en rytter, træner, udstyr eller andre hjælpemidler, er helt essentielt", fremførte McGreevy for de lyttende tilhørere og fortsatte "Ekstreme eller hyperflexede hoved- og hals positioner er uacceptable!".



Erklæringen pointerer, at ryttere, trænere og sportsofficials skal være særligt opmærksomme på at den psykologiske effekt på hesten - som følge af hestens synsbegrænsning i den hyperflexede position og det forøgede stressniveau som hesten oplever grundet den tvungne position - opstår langt tidligere end at de fysiske symptomer bliver tydelige.



Sagen Helgstrand

Det er uvist, om Dansk Rideforbund har læst den fremsatte erklæring fra ISES, men man må antage at DRF som national rideorganisation i lighed med det internationale FEI, bør have øje for erklæringer, der kommer fra organisationer som denne.



Når Epona.tv tager sagen med Helgstrand op, med endnu et eksempel på brugen af hyperflexion, så er det klart, at DRF som ansvarlig rideorganisation bør forholde sig til sagen.



Derfor har DRF også set sig nødsaget til at forholde sig afstandstagende til det, der fremgår af den omfattende billeddokumentation, der også i denne sag er blevet forelagt forbundet. DRF har følgelig også erklæret, at man ønsker at undersøge sagen nærmere og efterlyser yderligere dokumentation i sagen (se pressemeddelelsen her).



Paradigmeskift på vej?

Det er tydeligt, at der i offentligheden er stigende modstand mod træningsmetoden og med overbevisende forskning i baghånden og erklæringer fra organisationer som ISES, lægges der øget pres på de retningsgivende sportsorganisationer som FEI og de nationale rideforbund heriblandt DRF. De er ikke blot nødsaget til at forholde sig til træningsmetoden og til at indtage et standpunkt, men er også tvunget til at forholde sig stadigt mere aktivt kritisk og fordømmende i forhold til konkrete episoder, hvor der gøres brug af hyperflexion. En tendens man også kan se hos FEI, der til trods for træghed i processen, flere gange har været nød til at forholde sig konkret fordømmende til anvendelsen af træningsmetoden.



Mon ikke der er et paradigmeskift på vej, også blandt rideforbundene, således at der forhåbentlig snart opstår en mere ensartet holdning til træningsmetoden, som herefter skal forankres i dommerstanden, trænerstanden og blandt rytterne? Det er en proces der er i gang, men som forventeligt vil tage tid, førend den til et vist niveau er forankret i alle led af sporten.



Forbund og dommere før ryttere?

Så når Andreas Helgstrand som forsvar for det sidste angreb i sagen skriver på sin Facebook side: "Vi træner og konkurrerer i henhold til sportens reglement og dommernes bedømmelser" (se her ), er det så ikke i forbundenes regelsætning og udmøntning af reglerne, at man bør starte, hvis det er konklusionen, at hestesporten ønsker at straffe og herigennem eliminere brugen af hyperflexion?